Koncept

MØNHUSET SØGER TØMRER 

Vi er glade for at kunne præsentere dig for vort koncept af danske fritidshuse, tegnet af Lykke + Nielsen, arkitekter MAA.
Mønhuset leveres i forskellige typer af længehuse, vinkelhuse og gårdhuse, der er sammensat af forskellige standardmoduler, således at det færdige hus netop passer til dig og din families behov og ønsker. Derudover kan vi levere individuelle løsninger, så længe husets tværsnit og udtryk fastholdes. Fælles for alle typer er tværsnittet og mellemgangen, der kan åbnes helt eller delvist og justeres efter dagens vejrlig og husets aktuelle anvendelse. Grundplanerne kan spejlvendes, så huset orienteres mod stedets attraktioner og lysforhold.

DRØM

Arkitekterne bag Mønhuset sætter stor pris på naturen. Samspillet mellem mennesket, naturen og en enkel livsstil ser vi som den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress.

Derfor ville vi at skabe et hus, som sanseligt og følelsesmæssigt binder bånd mellem mennesket og naturen i alle dens facetter. Et hus, der lader sanserne få frit spil: Følelsen af kulden mod huden på en frostklar vinterdag, afløst af strålevarmen fra den knitrende brændeovn. At ligge lunt og lytte til regnen mod ruderne og vindens susen i trætoppene på en rå efterårsaften. Duften af ny dag en tidlig sommermorgen, hvor duggen stadig ligger frisk på græs og træer.

Det er nogle af de oplevelser, som vores hus skal skabe adgang til. Følelsen af at være til stede og koncentrere sig om dét, der er vigtigt lige her og nu. Mønhuset skal være et åndehul, hvor mennesket, huset og naturen lever i harmoni med hinanden.

INSPIRATION

Inspirationen til Mønhuset kommer fra simple og funktionelle huse, hvor alle kvadratmeter er udnyttet til fulde. Huse, som har en simpel og funktionel arkitektur, og som er bygget ud fra tanken om det gode håndværk. I Mønhuset undgår vi komplicerede bygningsprincipper som kan have tvivlsom holdbarhed på langt sigt. Et godt eksempel er arketypen på det smalle og langstrakte bondehus - husmandsstedet. Husmandsstedet skulle rumme alle funktioner for at kunne bo på landet og forsørge sig selv. 
En anden inspirationskilde er det klassiske sommerhus. Et fritidshus, der kun rummede de nødvendige faciliteter og fungerede med et tæt sammenspil mellem ude - og indeliv. Af simple materialer - ofte træ, med sorttjærede facader og saddeltag med pap. Mønhuset er - i en tid, hvor mange fritidshuse vil ligne parcelhuse - et forsøg på at finde tilbage til feriehusets sjæl.

HUSMANDSSTEDET

Husmandsstedets sektionering i bolig, lo og stald giver huset et naturligt hieraki funderet i en praktisk og pragmatisk tilgang til tilværelsen.

Et hus på få kvadratmeter som er udnyttet optimalt til livets mange gøremål. Et liv i tæt kontakt med naturen og de nære omgivelser - et ude-/indeliv.

En hustype som udspringer af den danske fremdrift og forestilling om et ”hus på landet”.

 

ENKELT OG FUNKTIONELT

Huse med enkel arkitektur og god byggeskik. Huse hvor alle kvadratmeter er udnyttet optimalt.

Dette er for Mønhuset vigtige parametre for et godt byggeri, som holder i mange år.

ARKITEKTUR

Da Mønhuset er udviklet af en arkitektvirksomhed har arkitekturen, formsproget og funktionaliteten dybe rødder i vores kerneværdier. Vi tænker ikke blot på, at mennesket skal bruge huset her og nu, men at huset måske skal stå de næste 50-100 år.
Derfor skal det være tidløst i sit udseende og have en stor funktionalitet. For at kunne værne om disse vigtige værdier, er det hos Mønhuset altid en akademisk uddannet arkitekt, som bistår med vejledning omkring udformning og placering af huset på grunden.

PLANLØSNING

Princippet for husets planløsning er et aktivt og passivt område, som sammenbindes af en mellemgang, som kan åbnes op til begge sider efter behov. Køkkenet er placeret så det er velbeliggende til både indendørs og udendørs spisning.

 

VÆRDIER

GRUNDVÆRDIER

 

samvær
fordybelse
kontakt med naturen

 

MATERIALER

 

enkelhed
kvalitet
holdbarhed

 

ARKITEKTUR

 

genkendelighed
enkelthed
tilpasning til omgivelserne

 

STANDARDISERING

 

gennemprøvede bygningprincipper
samme bygningssnit
gennemarbejdet indretning

 

MILJØ

 

miljøvenlige produkter
lokale materialer
minimalt spild

 

INDIVIDUEL LØSNING

 

fleksibilitet
tilpasning til specielle krav
kunden i centrum

 

MODULKONCEPT

Modulkonceptet er grundlæggende bygget op omkring fire moduler: Soverum, mellemgang, køkken-bad-hems og ophold.

Tænk disse moduler som legoklodser, der giver en fast ramme, og gør det nemmere at udforme huset præcis til jeres behov - uden at gå på kompromis med arkitektur og funktionalitet.

SOVERUM

Soverummene ligger adskilt fra opholdsdelen, således at man har mulighed for at trække sig tilbage uden at blive forstyrret.

 

MELLEMGANG

Adskillelsen mellem sove og ophold er et inde- / uderum, som giver tæt forbindelse til terrasser og have. Oplevelsen styrker at være i tæt samspil med naturen.

 

KØKKEN-BAD-HEMS

Køkkenet er placeret centralt i huset, det giver en ligeværdighed i forhold til inde / ude ophold. Fra mellemgangen er der adgang til baderummet.

 

OPHOLD

Opholdsrummet er i åben forbindelse med køkkenet. Det store diagonale vindue i rummets hjørne giver en fantastisk udsigt. Herfra er der udgang til det fri. Der er adgang til hems over køkken og bad, som giver mulighed for, at huse flere gæster.

 

HUSTYPER

Ud fra modulkonceptet kan der sammensættes et hav af forskellige kombinationer. Du kan se den samlede moduloversigt i vores brochuremateriale. Vi har navngivet fire typiske modeller. Længehuset, som er det oprindeligt koncept som udmærker sig som det smalle langstrækte hus. Dobbelt længehuset er en forholdsvis ny model hvor huset er parallel sammensat på facaderne, dette skaber mulighed for et dybere hus. Vinkelhuset er to længer sammensat som en L-form og til sidst er Gårdhuset vores største model som udmærker sig med det private gårdrum imellem længerne.

LÆNGEHUS

Længehuset er det langstrakt hus som bygges som hovedhuset eller som anneks tilføjet til et eksisterende hus.
Huset passer især godt ind på lange eller skrående grunde

 

XLÆNGEHUS

XLængehuset kan f.eks. være et 2XLængehus som i princippet blot er to længehuse, som er sammenbygget på facaderne med en forskydning. Denne hustype giver en større husdybde - uden at gå på kompromis med husets snit. Huset kunne også bygges som 3 eller 4XLængehus.

 

VINKELHUS

Vinkelhuset åbner mulighed for at skabe et større opholdsareal og flere større værelser. Princippelt er vinkelhuset to længer, som sammensættes i en L-form.

 

GÅRDHUS

Gårdhuset er Mønhusets største model. Gårdhuset er skabt som en U-form, med en aktiv opholdslænge og en passiv sovelænge. De to længer bindes sammen af en stor mellemgang. Fra mellemgangen kan der skabes åben forbindelse til det private gårdrum mellem længerne.